.png)
I et samfund præget af hastighed og præstationspres risikerer vi at negligere vigtige aspekter af vores børns udvikling. Stress og præstationskrav kan underminere børnenes naturlige nysgerrighed og lyst til læring. Parametre, der er helt afgørende for, at de kan udvikle sig til hele mennesker. Som skoleleder har man ikke blot en naturlig faglig interesse i dette, men også en pligt til at adressere det i arbejdet på skolen.
En teori om resonans kan give os indsigt i, hvordan det accelererende højhastighedssamfund påvirker børn og unge. Når livets tempo overstiger vores evne til meningsfuld interaktion med vores omgivelser, mister vi en dyb og berigende forbindelse til verden, som er afgørende for vores trivsel, siger teorien.
Nyligt afdøde Per Schulz Jørgensen argumenterede desuden for vigtigheden af at fokusere på børns sociale og emotionelle udvikling som en del af deres uddannelse. Han understregede, at det ikke kun handler om at udvikle færdigheder, men også om at forme børn til at blive ansvarsfulde, empatisk og moralsk bevidste individer. Det handler med andre ord også om karakterdannelse.
Vi er nødt til at tilpasse vores uddannelsessystemer, så de ikke kun fokuserer på kognitiv udvikling, men også fremmer elevernes evne til at knytte forbindelser til andre mennesker og deres samfund. Det betyder blandt andet, at vi skal skabe lærings- og undervisningsmiljøer, hvor vores børn og unge kan opleve autentisk engagement og personlig vækst gennem meningsfulde aktiviteter i meningsfulde fællesskaber, der styrker deres sociale og emotionelle kompetencer.
Jeg mener, at det er helt afgørende, at vi anerkender vigtigheden af både resonans og karakterdannelse og indretter vores samfund og vores skoler derefter.
Faktisk er der opbakning at hente i folkeskolens formålsparagraf. Den fremhæver nemlig, at undervisningen skal forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre, og at den skal bidrage til deres udvikling som hele mennesker. Begrebet ”livsduelighed” står centralt og understreger med al tydelighed, at skolegang handler om mere end tilegnelse af akademiske færdigheder.
I skolen skal børnene først og fremmest gives evnen til at håndtere personlige og sociale udfordringer, træffe velovervejede valg og engagere sig aktivt og ansvarligt i de fællesskaber, de er en del af. Dernæst kommer de akademiske resultater næsten af sig selv.
Det er for mig at se ikke blot skolens allervigtigste bidrag til samfundet, men også en opgave, vi er forpligtede til at løfte. Og det kan passende begynde på skolelederkontoret.
Vi skal, om ikke andet så for en stund, stå af driftstoget og sætte (god) tid af til at drøfte emnet i vores lederteam. Er folkeskolens formålsparagraf tilstrækkeligt i spil på vores skole? Hvordan kan vi og eventuelt det nye folkeskoleforlig bidrage til at sætte tempoet ned på vores skole, så vi får rum og tid til at lave de gode fællesskaber, som er afgørende for at lave god skole?
Og ja, det er lettere sagt end gjort, men nu er det i hvert fald sagt! Vi kan jo starte med en opmærksomhed på, at ikke alle ledermøderne lynhurtigt kommer til at handle om drift, men også giver mulighed for at drøfte og reflektere over de opgaver, der er forbundne med alt det, vi gerne vil med skolen.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.